Pave Frans’ budskab til den 37. Verdensungdomsdag 2022-23

”Maria brød op og skyndte sig” (Luk 1,39)

Kære unge mennesker!

Temaet for Verdensungdomsdagen i Panama var ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38). Efter denne begivenhed genoptager vi vor rejse mod en ny destination, Lissabon i 2023, med hjerter optændte af Guds altid aktuelle opfordring til at rejse os. I 2020 mediterede vi over Jesu ord: ”Unge mand, jeg siger til dig: Rejs dig op!” (Luk 7,14). Også sidste år blev vi inspireret af apostlen Paulus, som den opstandne Herre sagde til: ”Rejs dig nu op! Jeg udvælger dig til vidne om det, du har set” (jf. ApG 26,16). På den vej, vi fortsat skal tilbagelægge inden vi ankommer til Lissabon, har vi ved vor side jomfruen fra Nazaret, som straks efter Bebudelsen ”brød op og skyndte sig” (Luk 1,39). Fælles for de tre temaer er ordene: ”Rejs dig!” Lad os huske, at disse ord også taler til os om at rejse os op fra vor søvn og vågne op til livet omkring os.

I disse urolige tider, hvor vor menneskelige familie, som allerede er udfordret af pandemiens traumer og ramt af krigens tragedie, viser Maria os alle – og især I unge ligesom hende selv – vejen til nærhed og møde. Jeg håber på og er overbevist om, at den oplevelsen mange af jer vil få i Lissabon i august næste år, bliver en ny begyndelse for jer, og via jer hele menneskeheden.

Maria brød op

Efter Bebudelsen kunne Maria have fokuseret på sig selv og sine egne bekymringer, og ængstelsen over sin nye situation. I stedet valgte hun at betro sig helt og holdent til Gud. Hendes tanker gik til Elisabeth. Hun rejste sig og trådte ud i en verden fuld af liv og bevægelse. Selv om englens overraskende budskab skabte et seismisk skift i hendes egne planer, forblev den unge Maria ikke handlingslammet da Jesus – opstandelsens kraft og det nye liv – var i hendes indre. Maria bar allerede i sig Guds Lam, forudbestemt til at skulle ofres og dog alligevel leve. Hun rejser sig og drager ud med visheden om, at Guds plan er den bedste plan for hendes eget liv. Maria bliver et Guds tempel og et billede på Pilgrimskirken, som drager ud for at tjene, og en Kirke, der bringer det glade budskab til alle!

At møde den opstandne og ”levende” Kristus i vores eget liv er den største åndelige glæde, en eksplosion af lys, der ikke efterlader nogen upåvirket. Maria begiver sig straks afsted, ivrig efter at overbringe nyheden til andre, og vidne om glæden ved dette møde. Det var også grunden til de første disciples hastværk efter opstandelsen: ”[Kvinderne] skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det” (Matt 28,8).

I opstandelsesberetningerne støder vi ofte på de to ord ”vågne” og ”opstå”. Med disse skubber Vorherre os ud mod lyset, og fører os henover tærsklen til alle vore lukkede døre. ”Dette billede har stor betydning for Kirken. Ligesom Herrens disciple og det kristne samfund er også vi kaldet til at rejse os hurtigt op, til at gå ind i opstandelsens mysterium og lade Herren føre os ad de veje, han ønsker" (Prædiken ved Festen for Peter og Paulus, 29. juni 2022).

Guds Moder er et forbillede for unge mennesker, der er på vej og som nægter at stå foran spejlet for at betragte sig selv eller lade sig indfange i ”nettet”. Marias blik er altid rettet udad. Hun er Påskens kvinde, altid udgående, fordi hun går ud fra sig selv til den store Anden, som er Gud, og til de andre, hendes brødre og søstre, navnlig de mest nødlidende ligesom hendes kusine Elisabeth.

… og skyndte sig

Den hellige Ambrosius af Milano skriver i sin kommentar til Lukasevangeliet, at Maria skyndte sig ud til bjerglandsbyen, ”fordi hun glædede sig over løftet og søgte at tjene andre med en iver affødt af hendes egen glæde. Fyldt med Helligånden, hvor skulle hun ellers være gået hen, hvis ikke mod højderne? Helligåndens fylde tillader ingen forsinkelse”. Marias hastværk er således et tegn på ønsket om at ville tjene, at forkynde sin glæde og uden tøven at besvare Helligåndens kald.

Maria var tilskyndet af sin ældre kusines behov. Hun holdt sig ikke tilbage eller forholdt sig ligegyldig. Hun tænkte mere på de andre end på sig selv. Og det gav hendes liv energi og retning. Hver enkelt af jer kan spørge: ”Hvordan reagerer jeg selv på de behov, jeg ser omkring mig? Finder jeg straks på en eller anden grund til ikke at involvere mig? Eller viser jeg interesse og vilje til at hjælpe?” I kan naturligvis ikke løse alle verdens problemer, men I kan begynde med problemerne hos dem, som står jer nærmest og i jeres menighed. Nogen sagde engang til Moder Teresa: ”Det, du gør, er blot en dråbe i havet”. Hertil svarede hun: ”Men hvis jeg ikke gjorde det, ville der være en dråbe mindre i havet”.

Når vi står overfor konkrete og akutte behov, er vi nødt til at handle hurtigt. Hvor mange mennesker i vor verden længes ikke efter et besøg fra en person, der bekymrer sig om dem! Hvor mange af ældre, syge, indsatte og flygtninge har ikke brug for et medfølende blik, et besøg af en bror eller søster, som kan overvinde ligegyldighedens mure!

Hvilken slags ’hastværk’ har I, kære unge? Hvad får jer til at føle et behov for at rejse jer og gå, så I ikke ender med at stå stille? Hvor mange mennesker – i kølvandet på pandemier, krig, tvungen migration, fattigdom, vold og klimakatastrofer – spørger ikke sig selv: Hvorfor sker det for mig? Hvorfor lige mig? Og hvorfor nu? Men livets virkelige spørgsmål er dette: Hvem lever jeg for? (jf. Christus Vivit, 286).

Samme hastværk som den unge kvinde fra Nazareth har den, der har modtaget store nådegaver fra Herren og føler sig tvunget til at dele dem, at lade den store nåde, de har modtaget, udgydes over andre. Dette hastværk kendetegner dem, der sætter andres behov over deres egne. Maria er et eksempel på et ungt menneske, der ikke spilder sin tid på at søge opmærksomhed eller andres anerkendelse – hvilket ofte sker, når vi bliver afhængige af antal ’likes’ på de sociale medier. Hun sætter sig for at finde den mest ægte af alle ’relationer’: den, der udspringer af mødet, deling, kærlighed og tjeneste.

Lige fra Bebudelsen, hvor hun først tog afsted for at besøge sin kusine, er Maria aldrig holdt op med at bygge bro over tid og sted for at besøge de af hendes sønner og døtre, der har brug for hendes kærlige hjælp. Vores egen rejse kan, hvis den ”ledsages” af Gud, føre os lige ind i hjertet af enhver af vore brødre og søstre. Hvor mange vidnesbyrd har vi ikke hørt fra folk, der har fået ’besøg’ af Maria, Jesu Moder og vor Moder! På hvor mange fjerne egne her på jorden og til alle tider – gennem åbenbaringer og særlige nådegaver – har Maria ikke besøgt sit folk! Der findes praktisk talt intet sted på jorden hun ikke har besøgt. Guds Moder bevæger sig midt iblandt sit folk med en øm og kærlig omsorg; hun gør deres bekymringer og problemer til sine egne. Og hvor der findes en helligdom, en kirke eller et kapel viet til Vor Frue, strømmer hendes børn i hobetal dertil. Bare tænk på alle disse udtryk for folkelig fromhed! Pilgrimsvandringer, højtider, bønner, opstilling af billeder i hjemmene og de mange andre former for hengivenhed er konkrete eksempler på et levende relation mellem Herrens Moder og hendes folk, som besøger hinanden på skift!

Sund hastværk driver os altid opad og henimod andre

En sund hastværk driver os altid opad og henimod andre. Men der findes også et usundt hastværk, som får os til at leve overfladisk og tage alt for let på tingene – uengageret eller uden bekymring, uden at investere os selv i det, vi gør. Det er den hast, som kendetegner dem, der lever, studerer, arbejder og omgås hinanden uden nogen form for reel personlig investering. Det kan forekomme i medmenneskelige relationer: I familier, når vi ikke stopper op og lytter og tilbringer tid med andre: I venskaber, når vi forventer, at vores venner skal underholde os og opfylde vores behov, og hvor vi straks kigger den anden vej, når vi opdager, at de er bekymrede og har brug for vores tid og hjælp. Selv blandt forelskede par har kun få tålmodighed nok til at lære hinanden virkelig at kende og forstå hinanden. Vi kan have samme indstilling i skolen, på arbejdet og andre områder af vores dagligdag. Når tingene sker forhastet, har de tendens til ikke at være frugtbare, men risikerer at blive golde og livløse. Som vi læser i Ordsprogenes Bog: ”Den flittiges planer fører til gevinst, overflod, men enhver, der har hastværk, kommer til at lide mangel” (21,5).

Da Maria ankommer til Zacharias og Elisabeths hjem finder et vidunderligt møde sted! Elisabeth havde selv oplevet Guds mirakuløs indgriben, som gav hende et barn i hendes alderdom. Hun ville have haft al mulig grund til at starte med at tale om sig selv, men hun var ikke ’opfyldt af sig selv’, men derimod ivrig efter at tage imod sin unge kusine og frugten i hendes skød. Så snart hun hørte Marias hilsen blev hun opfyldt af Helligånden. Sådanne overraskelser og udgydelser af Ånden sker, når vi udviser sand gæstfrihed, når vi sætter andre og ikke os selv i centrum. Det ser vi også i historien om Zakæus. I Lukasevangeliet læser vi, at ”da Jesus kom til stedet [hvor Zakæus var], så han op og sagde: ’Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus’. Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham” (19,5-6).

Mange af os har haft den overraskende oplevelse at møde Jesus og for første gang opleve en følelse af nærhed og respekt, en mangel på fordomme og misbilligelse, et kærligt blik, som vi aldrig har mødt hos andre. Og ikke nok med det. Vi har også indset, at det ikke var nok for Jesus at skimte os på afstand; han ønskede at være sammen med os og dele sit liv med os. Glæden ved denne oplevelse fik os til at skynde os med at tage imod ham, at føle trang til at være sammen med ham og lære ham bedre at kende. Elisabeth og Zacharias tog imod Maria og Jesus i deres hjem. Lad os lære af disse to ældre mennesker, hvad gæstfrihed betyder! Spørg jeres forældre og bedsteforældre, og de ældste i jeres menighed, hvad det har betydet for dem at have budt Gud og andre velkommen i deres liv. I vil have gavn af at høre om deres erfaringerne.

Kære unge mennesker, det er nu tid til at haste sig afsted til konkrete møder, til en ægte accept af dem, som er anderledes end os selv. Det gjaldt for den unge Maria og den ældre Elisabeth. Kun derved kan vi bygge bro over afstandene – mellem generationer, sociale klasser, etniske og andre grupper – og endda gøre en ende på krigene. De unge repræsenterer altid håbet om en ny enhed midt i vor splittede og opdelte menneskefamilie. Men kun hvis de unge kan bevare erindringen og kun hvis de kan høre de ældres dramaer og drømme. ”Det er ikke tilfældigt, at krigen vender tilbage til Europa på et tidspunkt, hvor den generation, der oplevede den i det forrige århundrede, er ved at uddø” (Budskab til Verdensdagen for bedsteforældre og ældre, 2022). Vi har brug for pagten mellem de unge og de gamle, så vi ikke glemmer historiens lære; vi har brug for at overvinde alle de former for polarisering og ekstremisme, som findes i verden i dag.

Den hellige Paulus skrev til Efeserne, at ”nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige dødnedrev han den mur af fjendskab, som skilte os” (2,13-14). Jesus er Guds svar på menneskehedens udfordringer til alle tider. Maria bærer dette svar i sig, da hun besøger Elisabeth. Den største gave Maria bringer til sin ældre slægtning er Jesus selv. Den konkrete hjælp, hun tilbød, var så afgjort meget værdifuld. Men intet kunne have opfyldt Zakarias’ hus med så stor glæde og tilfredshed som Jesu tilstedeværelse i Jomfru Maria, nu et tabernakel for den levende Gud. I denne bjerglandsby prædikede Jesus ved sin blotte tilstedeværelse og uden at ytre et ord forkyndte sin første ’Bjergprædiken’. Han forkyndte i stilhed saligheden for den fattige og den ydmyge, der stoler på Guds barmhjertighed.

Mit budskab til jer, kære unge, det store budskab som Kirken er blevet betroet, er Jesus! Ja, Jesus selv, i sin uendelige kærlighed til hver eneste af os, hans frelse og det nye liv han har skænket os. Maria er vores forbillede; hun viser os, hvordan vi kan tage imod denne store gave i vort liv, hvordan vi kan dele den med andre og således bringe Kristus, hans barmhjertige kærlighed og generøse tjeneste til vores dybt sårede menneskehed.

Lad os alle tage til Lissabon!

Maria var en ung kvinde ligesom mange af jer. Hun var én af os. En italiensk biskop, Don Tonino Bello, henvendte sig til hende med denne bøn: ”Hellige Maria [...], vi ved godt, at du var bestemt til at sejle ude på det dybe hav. Når vi beder dig om at omfavne kysten, er det ikke fordi vi ønsker at holde dig tilbage, men fordi vi ved at se din nærhed til vor egne modløsheds kyster ser, at vi også er kaldet til at vove os ud, sådan som du gjorde, på frihedens åbne hav” (Maria, donna dei nostri giorni, Cinisello Balsamo, 2012, 12-13).

Som jeg nævnte det i mit første af i alt tre budskaber var det fra Portugal, at et stort antal unge mennesker – herunder mange missionærer – i det 15. og 16. århundrede stævnede ud mod ukendte verdener, ikke mindst for at dele deres erfaringer med Jesus med andre folkeslag og nationer (jf. budskab til Verdensungdomsdagen i 2020). Maria valgte i begyndelsen af det tyvende århundrede at aflægge dette land et særligt besøg. Fra Fatima henvendte hun sig til mennesker i alle aldre med det stærke og storslåede budskab om Guds kærlighed, som kalder os til omvendelse og til sand frihed. Jeg vil endnu en gang opfordre hver enkelt af jer til at deltage i den store interkontinentale pilgrimsrejse for unge mennesker, der kulminerer med fejringen af Verdensungdomsdagen i Lissabon i august næste år. Jeg vil også gerne minde jer om, at vi den 20. november næste år, på Kristi Kongens fest, vil fejre Verdensungdomsdagen i de lokale kirker over hele verden. I den forbindelse kan det nylige dokument fra dikasteriet for lægfolk, familie og liv – Pastorale retningslinjer for fejringen af Verdensungdomsdagen i lokalkirkerne – være til stor hjælp for alle dem, der er engageret i pastoral omsorg for unge.

Kære unge, det er min drøm, at I på Verdensungdomsdagen atter vil kunne opleve glæden ved at møde Gud og vore brødre og søstre. Efter en lang periode med social distance og isolation vil vi alle i Lissabon – med Guds hjælp – genfinde glæden ved en broderlig omfavnelse mellem folk og generationer, en omfavnelse af forsoning og fred, en omfavnelse af et nyt missionalt broderskab! Måtte Helligånden i jeres hjerter vække ønsket om at ”rejse sig” og glæden ved at rejse sammen, på synodal vis, og lægge alle falske grænser bag jer. Nu er tiden inde til at rejse sig! Lad os ligesom Maria ”bryde op og skynde os”. Lad os bære Jesus i vore hjerter og bringe ham til alle dem, vi møder! I denne smukke fase af jeres liv skal I presse på og ikke udskyde alt det gode, som Helligånden kan udrette i jer! Med kærlighed velsigner jeg jeres drømme og hvert eneste skridt på jeres rejse.

Rom, givet i Laterankirken, den 15. august 2022,

På højtiden for Jomfru Marias optagelse i Himlen

FRANS